Tilbage i februar fejrede VitraHaus i Weil am Rhein sin første fødselsdag. Vi talte med Vitras chefdesigner Eckart Maise om VitraHaus og om planerne for fremtiden.

(smow)blog: VitraHaus er nu ét år gammelt, er du tilfreds med det første år?

Eckart Maise: Ja, VitraHaus har været en stor succes og ‘resonansen’ har været meget positiv, både med hensyn til antallet af besøgende samt den feedback vi har fået. Eksempelvis er besøgstallene for ‘Vitra Campus’ nu tredoblet i forhold til tiden før VitraHaus. Vi havde over 350.000 besøgende sidste år, hvilket bestemt overgik vores forventninger. Vi havde forventet et stigende besøgstal, men ikke i så høj grad.

(smow)blog: Er opmærksomheden omkring brandet Vitra ligeledes steget?

Eckart Maise: Ja, helt sikkert. Man kan eksempelvis måle det i form af antallet af artikler om VitraHaus i pressen. Jeg har været hos Vitra i 16 år, VitraHaus er den første nye bygning på Vitra Campus i lang tid, og man kan tydeligt se at pressedækningen er af helt andre dimensioner end når der f.eks. lanceres et nyt produkt.

(smow)blog: I hvor høj grad er Vitra-møbeldesignerne involveret i indretningen af selve VitraHaus?

Eckart Maise: Først og fremmest er det indvendige design organiseret af vores in-house team som består af flere designere og stylister. Indimellem er møbeldesignerne involveret hvis der er fokus på et bestemt produkt. Lige for tiden er Suita-sofaen udstillet, og i den forbindelse talte vi på forhånd med Antonio Citterio, lyttede til hans feedback og optimerede derefter et par forskellige områder. Mange af møbeldesignerne er i regelmæssigt kontakt med vores in-house indretningsarkitekter, og der foregår altid en udveksling af idéer.

VitraHaus Weil am Rhein

(smow)blog: Man lægger straks mærke til at der i VitraHaus også findes produkter fra, lad os sige, ikke-Vitra designere. Et eksempel på dette, som altid fanger vores opmærksomhed er Spin fra Tom Dixon …

Eckart Maise: .. Ja, det er et bevidst træk fra vores side. For os er ‘collagen’ den indretningsstrategi, som bedst passer til vores måde at tænke på. Det vil sige, at variationen af interiøret bliver en kvalitet i sig selv – også variationen i de enkelte ‘værkers’ oprindelse, og at rent Vitra interiør ikke nødvendigvis er det bedste. Derfor har vi her i VitraHaus netop tilbehør, belysning og tekstiler fra andre producenter, som komplimenterer Vitraprodukterne.

(smow)blog: Og så kan vi også forvente at forskellige designere i fremtiden vil få lov til at skabe egne rum i enkelte dele af VitraHaus?

Eckart Maise: Ja, vi er netop ved at planlægge dette, og det var faktisk planlagt helt fra starten, men ikke realiseret før nu. Vi ønsker ikke at være et museum, hvor der eksempelvis vises en udstilling af Bouroullec eller en udstilling af Citterio, men naturligvis er der mulighed for at bede de designere som aktivt er involveret i husets interiør, eksempelvis de to Bouroullec-brødre, om at skabe et rum på den betingelse, at det ikke skal være en monografi over deres værker, men i stedet en collage som også indeholder produkter fra andre Vitradesignere.

smow(blog): Så, eksempelvis, ‘her er et bud på hvordan man kunne indrette en hems på 20 kvadratmeter’?

Eckart Maise: … præcis. Der er flere forskellige muligheder, og vi håber at kunne begynde i de kommende måneder.

smow(blog): En yderlige udvidelse af Vitra Campus er Vitra Atelier. I øjeblikket kan man se, hvordan en Eames Lounge Chair er konstrueret, har du tænkt dig at udvide konceptet?

Eckart Maise: I princippet er det et fleksibelt koncept, men i øjeblikket vil det være begrænset til Eames’ Lounge Chair. Det vigtige for os, er at kunderne kan se det håndværk der er involveret i produktionen, og at det er lavet her i Weil am Rhein, og ikke i Kina eller andre steder for den sags skyld. Kunderne har også mulighed for at se, hvordan deres egen Lounge Chair er opbygget. De kan for eksempel komme til VitraHaus om morgenen, se hvordan den konstrueres, og tage den med hjem om eftermiddagen. Denne stol er formentlig et af de møbler som ejerne har den mest følelsesmæssige forbindelse til, og som spiller en central rolle i disses hjem, og netop derfor er det for os den perfekte genstand for Vitra Atelier.

Vitra Atelier - Vitra Campus Weil am Rhein

Vitra Eames DSR

Da vi for nylig var på en lille rejse fik vi øje på en ægte Eames fiberglasbænk fra Herman Miller i en lufthavn.  Tager man stedets ret begrænsede faciliteter i betragning, forekommer betegnelsen ‘lufthavn’ faktisk noget optimistisk, og vores hektiske fotografering af bænken og Herman Miller-klistermærkerne resulterede også i en del latter fra folk omkring os – altså folk, som bruger deres tid på at fotografere fly!!

Herefter, da vi var faldet lidt ned efter den hektiske fotografering, begyndte vi at reflektere lidt over Charles og Ray Eames og deres glasfiber/plaststole.

I mange år var Charles og Ray Eames optaget af idéen om en sædeskal som støttede kroppen optimalt, og efter flere forgæves forsøg med krydsfinér og aluminiumsplader vendte parret tilbage til fiberglas. Charles havde sammen med sin ven og mentor Eero Saarinen skabt ‘Organic Chair‘, også kendt som ‘The Conversation Chair’ (‘Samtalestolen’), i forbindelse med konkurrencen ‘Organic Design in Home Furnishings’ i 1940 på Museum of Modern Art (MoMa) i New York.

Det var dog først i slutningen af 1940′erne at produktionsteknologien kom til at fungere således at det kunne betale sig, rent økonomisk, at fremstille stolene i et passede stort antal. I 1950 blev de to fiberglasstole, begge revolutionære for deres tid, tilgængelige på markedet – A-skallen med armlæn og S-skallen uden.

Vitra Eames PACC

Det helt geniale ved Charles og Ray Eames og deres design kommer dog først i deres næste designfase. Efter at have designet de to sædeskaller, fremstilles der herefter en række basisstel til at placere skallerne på – et wirestel, et træstel, et ‘X-stel’ af forkromet stål, samt et stel på kuglehjul, og i 1955 blev samlingen udvidet med et stålstel der var egnet til stabling. Således skabte Charles og Ray Eames en familie af stole, hvor stellet kan tilpasses efter både hvor og hvordan stolen anvendes, mens selve sædet forbliver den samme velkendte model.
Eames skabte ligeledes en vidunderligt simpel terminologi for deres fiberglasstole. Eksempelvis har ‘Eames DSR – Dining height Side chair Rod base’ og ‘Eames DSW – Dining height Side chair Wood base’ samme S-skal, men forskellige typer stel. Tilsvarende kan steltypen hos DSX, PACC eller DAW ligeledes udledes af navnet.

I 1957 fik Vitra licens til at producere Eamesmøbler i Europa, og på dette tidspunkt var rækken af glasfiberstole allerede på vej til at blive en ægte møbelklassisker i det 20. århundrede.

Vitra Eames RAR

I 1992 skiftede Herman Miller og Vitra produktionsmaterialet ud, og gik fra glasfiber over til i stedet at fremstille stolene i det miljøvenlige plastmateriale polypropylen. Design og form forbliver uændret, mens de miljømæssige konsekvenser af produktionen reduceres. Med deres høje, fleksible rygstøtter, dybe ‘sidelommer’ og vandfaldslignende frontkant tilbyder plastikstolen fra Eames en komfortabel siddeoplevelse, både hvis det blot drejer sig om et par minutter på kontoret, ved spisebordet under aftensmaden eller ved et længerevarende arrangement.
Charles og Ray Eames kunne gennem denne stoleserie realisere et af deres vigtigste mål for design: “Det meste af det bedste, til det største antal mennesker, for så lidt som muligt”  (“The most of the best to the greatest number of people for the least”)

(smow) tilbyder følgende udgaver af plasticstolene fra Eames:

Eames DSR : Dining Height Side Chair Rod Base (Spisebordsstol med wirestel)

Eames RAR : Rocking Armchair Rod Base (Gyngestol med armlæn og wirestel )

Eames DSX : Dining Height Side Chair X-Base (Spisebordsstol med X-stel af stål)

Eames DAW : Dining Height Armchair Wooden Base (Spisebordsstol med armlæn og træstel)

Eames DAR : Dining Height Armchair Rod Base (Spisebordsstol med armlæn og wirestel)

Eames DSW : Dining Height Side Chair Wood Base (Spisebordsstol med træstel)

Eames DAX : Dining Height Armchair X-Base (Spisebordsstol med armlæn og X-stel af stål)

Eames DSS-N/DSS : Dining Height Side Chair Stacking Base (Spisebordsstol med X-stel af stål, kan stables)

Eames PACC : Pivot Armchair Cast Base on Castors (Kontorstol med armlæn og kuglehul)

Eames PSCC : Pivot Side Chair Cast Base on Castors (Kontorstol uden armlæn, med kuglehjul)

Erwan Bouroullec @ Orgatec 2010

Vitrastanden på Orgatec 2010 var domineret af især to tegnestuers arbejde: Antonio Citterio og Ronan og Erwan Bouroullec.

Udover at præsentere nye variationer af deres Alcove Sofa og Playns ‘workstation’, løftede Vitra også sløret for Bouroullecs nye ‘Communal Cells’ – modulære skillevægge/indretningsarkitektur-systemer og deres ‘High Meeting Table’.

Foruden at diskutere de to brødres kommende yacht-projekt, talte vi også om de nye Vitraprodukter, om hvordan brødrernes eget kontor ser ud, og om hvad der virkelig er vigtigt i forhold til kontordesign.

(smow)blog: Kan du kort fortælle os om de nye produkter I udstiller her på Orgatec?

Erwan Bouroullec: Ronan og jeg har arbejdet en hel del sammen med Vitra, og viser her nogle justeringer for produkter vi allerede har skabt, samt resultatet af nogle undersøgelser vi har lavet i forbindelse med arbejdet med at skabe flere ‘rum’ i enkelte kontorer, ved hjælp af et ‘cellesystem’ som vi har kaldt for ‘Communal Cells’.

(smow)blog: Og kan man se på ‘Communal Cells’ som en slags forlængelse af Alcove Systemet?

Erwan Bouroullec: Både ja og nej. Det er designet efter samme princip, men mere tilpasset denne form for ‘små-arkitektur’, som du har brug for i et åbent kontorlandskab – eksempelvis et køkken, en printerstand eller et lille mødelokale – altså rum der er designet til at tjene både arbejds- og ikke-arbejdsrelaterede formål.

Alcove Work af Ronan og Erwan Bouroullec @ Orgatec 2010

(smow)blog: Og hvordan ser Bouroullecs eget kontor så ud?

Erwan Bouroullec: Det rare ved vores eget kontor er, er vi er heldige nok til at have mulighed for at bruge masser af forskellige arbejdsmetoder.  Nogle gange tegner jeg, nogle gange arbejder jeg på computer, og  andre gange bygger jeg modeller så kontoret ser lidt rodet ud, men det er netop fordi vi gør en hel masse ting på samme tid – hvilket er ret forfriskende.

Dét, jeg tror folk har brug for på deres arbejdspladser, er at ændre hvad de gør i løbet af dagen, ændre deres kropsholdning. Det tror jeg er meget vigtigt..

(smow)blog: … så man føler sig godt tilpas på kontoret?

Erwan Bouroullec: Ja, jeg tror den bedste måde at føle sig tilpas på kontoret er, at blive konfronteret med forskellige former for komfort i løbet af dagen: nogle gange sidder man i en sofa som vi gør nu, nogle gange i en kontorstol, andre gange på en almindelig spisebordsstol, men skiftet mellem disse er vigtigt. At sidde hele dagen i en sofa som denne ville ikke føles særlig godt, måske er det bedre at sidde på en kontorstol hele dagen, men alligevel ikke optimalt. Også skiftet mellem at være i et åbent kontorlandskab til at være ‘skjult’ for andre er vigtigt.

(smow)blog: Arbejder I på nogle projekter for tiden?

Erwan Bouroullec: Vi er lige begyndt på et sejlbådsprojekt, som er ret spændende.

(smow)blog: Det lyder sådan, og lidt af en forandring i forhold til jeres normale projekter?

Erwan  Bouroullec: Ja, men på en måde har vi altid haft den slags projekter, der er en lille smule anderledes i forhold til det spor vi normalt følger – og det er en interessant dynamik fordi det giver os nogle friske synspunkter, og samtidig oplever vi ting der kan hjælpe i forhold til vores industrielle arbejde.

(smow)blog: Så I tænker på nye måder, og overfører dét til jeres andre projekter?

Erwan Bouroullec: Ja, jeg synes det er virkelig interessant at blive konfronteret med en anden sammenhæng. Fra mit synspunkt er det virkelige ‘mål’ med design at opnå en interessant balance mellem en masse forskellige faktorer, så jo flere sammenhænge du bliver konfronteret med, desto mere lærer du om den måde du kan balancere tingene på.

Communal Cells af Rowan og Erwan Bouroullec for Vitra - her som et køkken.

Pantonudstilling kurator Ida Engholm

Ida Engholm, forskningslektor ved Dansk Center for Designforskning er kurator for den akutuelle Pantonudstilling på den danske ambassade i Berlin. Forud for åbningen talte vi med Ida Engholm om Verner Pantons karriere og indflydelse, og om Verner Panton ville have taget digital design til sig.

(smow)blog: Det indlysende første spørgsmål er, hvor starter man når man skal kuratere en udstilling om en designer som Verner Panton?

Ida Engholm: Udgangspunktet for denne udstilling var en ung tysk kunstsamler, André Barss, og hans egen samling. Oprindeligt henvendte han sig til den danske ambassade med idéen, og senere kom jeg så ind som kurator.

(smow)blog: Men det er ikke kun Verner Pantons arbejde der er udstillet..

Ida Engholm: Nej, der er også værker fra unge danske designere. Min idé er, at vi ikke kun skal vise Pantonmøbler, men også bruge denne udstilling som en anledning til at fremvise samtidigt dansk design. I udstillingen viser vi således blandt andet møbler af danske designere som Louise Campbell, Johannes Foersom & Peter Hiort-Lorenzen, Tine Mouritsen, Boris Berlin & Poul Christiansen (Komplot design) og Busk+Hertzog.

(smow)blog: Kan ‘arven’ efter Verner Pantons arbejde spores i de unge designeres værker?

Ida Engholm: Verner Panton havde en meget innovativ tilgang til både møbelproduktion, produktions- og materialeteknologi, og denne innovative tilgang til design fortsætter bestemt med at inspirere mange nye designere i dag. De nye designere, som er med på udstillingen, er ikke direkte elever af Panton, men ligesom Panton udforsker de et organisk formsprog og deres tilgang til materialer og produktion er eksperimentel.

(smow)blog: Når man ser på Verner Pantons samlede karriere, hvad mener du så er det vigtigste værk eller den vigtigste periode?

Ida Engholm: Jeg mener at perioden 1960’erne og 70’erne er meget vigtig, fordi Panton i denne periode eksperimenterede allermest i forhold til produktionsmetoder, og fordi han satte en international dagsorden med sine innovative bidrag til popdesign.

(smow)blog: Hvis man ser på Verner Pantons karriere, kan man så se hvor og hvornår hans arbejde ændrer retning?

Ida Engholm: Ja, bestemt. Jeg synes hans værker er meget forskellige, og for at skabe et overblik over udstillingen er hans arbejde inddelt i tre perioder; “Modernisten Panton”, “Popdesigneren Panton” og “Postmodernisten Panton”. De tre afsnit viser Panton’s udvikling. I sektionen om “Modernisten Panton” vises hans første stole, blandt andet Bachelorstolen og Tivolistolen udviklet i midten af 1950erne. Med disse stole lagde Panton afstand til den danske ege- og teattræstradition, og ved sit industrielle udseende gjorde stolene op med de gængse danske idealer om håndværksmæssig finish og refererede i stedet til europæiske avantgarde indslag som f.eks. De Stijl eller Bauhaus skolen.I sektionen om Panton som “popdesigner” vises de vigtigste af hans eksperimentelle Popdesign møbler, f.eks. den berømte Panton-stol som, da den blev lanceret i 1967, var verdens første helstøbte stol i plast. I den sidste sektion, Panton som “postmodernist” vises Pantons sene møbelproduktion. Jeg mener at hans bidrag til møbeldesign er mindst interessant i den sidste periode. Man kan sige at han her både så frem og tilbage i tiden – på den ene side udviklede han nye udgaver af sine tidligste designs, mens han på den anden side eksperimenterede med nye former, motiver og alternative farver.

(smow)blog: Blandt dine egne interesseområder er både webdesign og grafisk kommunikation. Tror du Panton ville være gået over til webdesign eller grafisk design hvis han havde levet i dag?

Ida Engholm: Det kunne man sagtens forestille sig! Jeg tror han ville have været meget interesseret i digital design, og i dag kan man faktisk se at mange af hans former og farver bliver brugt i webdesign, eksempelvis er hans geometrisende tekstildesign fra starten af 1960erne blevet anvendt som dekorative og effektgivende elementer på flere websider.

(smow)blog: Et sidste spørgsmål – Hvad er dit yndlings Pantonværk?

Ida Engholm: Jeg beundrer hans Panton-stol, men jeg tror min favorit er Hjerte-stolen. Den kan ses som et af de første eksempler på popdesign, hvor det funktionelle aspekt er flyttet i baggrunden til fordel for den kommunikative dimension, der også afspejles i det billedskabende navn, Hjertestolen.

Marianne og Verner Panton i hans Kræmmerhusstol (ca. 1965 © Verner Panton Design)

I 1962 mødtes Verner Panton og Marianne Pherson Oertenheim under en ferie på Tenerife, og to år senere blev parret gift i Basel. Udover at være Verner Pantons kone, var Marianne Panton også hans de facto-direktør, og hun arbejdede tæt sammen med sin mand i alle aspekter af hans arbejde.

Forud for udstillingen på den danske ambassade talte vi med Marianne Panton om Verner Pantons arbejde, og om hvad der i sin tid havde indflydelse på dette – og om hvordan hun blev den første fotomodel for Pantonstolen.

(smow)blog: Et af udstillingens centrale temaer er Verner Pantons eksperimenterende arbejde med form og farve – hvorfra fik han denne lyst til at eksperimentere?

Marianne Panton: (griner) Jeg tror ikke engang at Verner Panton kunne besvare dette spørgsmål selv. Som barn drømte han om at blive maler, og hele hans liv drejede sig om design og maleri. Farver havde altid interesseret ham. Selv som barn var han meget interesseret i farver.

(smow)blog: Apropos farve… Var rød ligeså vigtig for Verner Panton, som det forekommer at være i dag?

Marianne Panton: Rød var vigtig for ham, fordi det er en signalfarve med en masse psykologisk betydning. Efter han havde afsluttet sine studier, tog han et kursus i farvepsykologi og det var et emne der interesserede ham meget, især farven røds psykologiske egenskaber.

(smow)blog: Kort tid efter sin eksamen fra Kunstakademiets Arkitektskole tog Verner Panton afsted på forskellige ture rundt i Europa. Hvad lærte han af disse ture?

Marianne Panton: Turerne udvidede hans opfattelse af verden og øgede hans nysgerrighed, og samtidig kom han til at kende møbelproducenter der var parate til at eksperimentere og tage chancer med designere og disses nye idéer. På dette tidspunkt, kort efter krigens afslutning, var der en stemning af håb i Europa, koblet til udviklingen af teknologi og materialer, og en helt ny verden af muligheder åbnede sig. Verner Panton sagde ofte, at han følte sig meget priviligeret over at være blevet født ind i denne æra, hvor så mange nye muligheder eksisterede.

(smow)blog: Hvem havde generelt den største inflydelse på Verner Pantons karriere?

I kælderen i dette hus på Strandvejen ved København arbejdede Verner Panton for Arne Jacobsen i hans atelier.

Marianne Panton: Det er ikke et spørgsmål som jeg fuldt ud kan besvare. Verner Panton fik ofte stillet det samme spørgsmål, og for ham var den største inspiration altid det materiale han stod med i hånden på det pågældende tidspunkt. Men både hans tid som studerende, hans tid med Arne Jacobsen, og hans beundring af mange af sine kolleger har tydeligvis haft stor indvirkning på ham.

(smow)blog: Hvad kan nutidens unge designere lære af Verner Panton?

Marianne Panton: Som designer skal man have en masse tålmodighed og vedholdenhed, og det er begge kvaliteter som Verner Panton besad.

(smow)blog: Hvilket man forstår ud fra historien om hans Pantonstol. Hvor vigtigt var det for Verner Panton at han i Vitra endelig havde fundet en partner til produktionen af denne stol?

Marianne Panton: Det havde central betydning for ham. Ingen andre var villige til at tage en risiko med projektet, ikke mindst fordi det var en rejse ind i nye områder af teknologien. Man skal huske på, at omkostningerne ved at producere støbeforme dengang var meget høje, og at plast stadigvæk var i en forholdsvis tidlig udviklingsfase. Han fik kontakt til så mange producenter, men ingen var parate til at tage udfordingen op, så det var super at Willi Fehlbaum og Vitra viste den interesse de gjorde, og var villige til at påbegynde projektet.

(smow)blog: Var han nogensinde i tvivl om, at han ville finde en partner til projektet?

Marianne Panton: Nej, nej, han var altid af den opfattelse at han til sidst ville finde nogen.

Marianne Panton og Christine Fehlbaum som de første fotomodeller for Pantonstolen (foto © Verner Panton Design)

smow(blog): Og da han så fandt nogen, endte du med at blive den første fotomodel for Pantonstolen, hvordan skete det?

Marianne Panton: (griner) Det var meget ligetil – jeg var til stede!

(smow)blog: Udover møbler arbejde Verner Panton også på indretningsprojekter, projekter til udstillingsmesser etc. Hvilken del af sit arbejde var han mest glad for?

Marianne Panton: Jeg vil sige, at han altid havde det sjovest med det projekt han var i færd med at arbejde på, uanset hvad det var. Så snart et projekt var afsluttet blev det mindre interessant for ham, og udviklingen af nye projekter var det der interesserede ham mest.

(smow)blog: Hvilke af Verner Pantons værker har størst personlig betydning for dig?

Marianne Panton: Ser du, min mand skabte så mange vidunderlige ting – møbler, lamper, tekstiler – det ville være umuligt kun at fremhæve ét produkt.

(smow)blog: Og du boede sammen med Verner Panton, omgivet af hans værker. Hvis vi må stille sådan et spørgsmål – følte du dig altid tilpas?

Marianne Panton: Åh ja, det var vidunderligt og meget varieret, og ja, vi følte os alle tilpas og nød det meget.

(smow)blog: Og er dit hjem stadigvæk møbleret med Verner Pantons møbler?

Marianne Panton: Selvfølgelig! Jeg har næsten udelukkende Pantonmøbler. Men ikke vægge i stærke farver. Væggene er hvide i dag, men møblerne er der endnu.

PANTON @ De Nordiske Ambassaders Felleshus, Rauchstraße 1, 10787 Berlin, indtil d. 28/2. Fri entré.

Hej Danmark!

På grund af antallet af læsere fra Danmark besluttede vi at det var på tide at tilbyde (smow)blogtekster på dansk.

De danske tekster vil ikke blive udgivet hver dag, og heller ikke nødvendigvis hver uge, men vi vil regelmæssigt offentliggøre et udvalg af vores blogtekster på dansk.

Alle tekster bliver arkiveret her: http://blog.smow.com/smow-pa-dansk

Mange tak til det danske oversætterhold – hvis du har nogen spørgsmål eller forslag så tøv ikke med at kontakte os via blog@smow.de

(smow)blog nu på dansk!